Da Lisa Gilbee som ung vinmager fra Melbourne, Australien, første gang besøgte Toscana blev hun med det samme fascineret af Italien, og da hun nogle år senere, som 30-årig, blev sendt til Apulien for at undersøge forskellige vinmarker for sin australske arbejdsgiver, forelskede hun sig ikke kun i området, men også i Gaetano Morella, der havde fået til opgave at være hendes chauffør.
Inden længe blev de gift, og i år 2000 skabte de deres vingård i Manduria i Salentodelen af Apulien med 20 hektar vinmarker. En stor del af disse marker er beplantet med op til 90 års gamle Primitivo Bushvines, samt Negroamaro, Malbek og den lokale, grønne drue Fiano.
De laver én hvidvin, én rosé og fem røde, har været økologisk certificeret siden 2015 og biodynamisk siden 2019. Tilgangen til vindyrkningen er meget naturlig, lave mængder svovl, kun brug af naturgær og ingen filtrering af rødvinene. Hvilket resulterer i meget rene, frugtige og krydrede vine, som vi – da vi besøgte dem i efteråret 2016 – øjeblikkeligt faldt for.