I 1914 begyndte Josep Jané at dyrke vin i området Baix Penedés i Catalonien. Siden tog sønnen Albert Jané Jané, der havde etableret sig som en stor vinforhandler, over og købte i 1954 den nuværende vingård i El Vendrell. I 1985 overtog Alberts søn Benjamin Jané Ventura driften og begyndte i 1988 at producere cava. I dag drives vingården af familiens fjerde generation i form af Gerard Jané Úbeda, som foruden deres egne 50 hektar vinmarker også råder over druer fra lokale avler, hvilket resulterer i en årlig produktion på godt 200.000 flasker vin. De producerer både cava, hvidvin, rosévin og rødvin og arbejder med druerne Macabeo, Xarel-lo, Parellada, Malvasia de Sitges, Garnacha Blanca og Muscat samt Tempranillo, Syrah, Garnacha, Sumoll, Samson og Carignan. Dyrkningen i deres egne marker er økologisk, og alt i alt er deres tilgang til vinproduktionen meget naturlig, selvom det dog overraskende os en smule, da Gerard under vores første besøg i efteråret 2013 fortalte, at han spillede klassisk musik for mosten, mens den gærede nede i deres store rustfri ståltanke. Deraf navnene på deres cava: Reserva de la Musica og Do!