Javier Alfonso kommer fra den spanske vinregion Ribera del Duero og har været omgivet af vin hele sin barndom. Det var dog ingeniørstudiet i Madrid, der startede det hele, da han i 1995 blev forflyttet til Washington University, mens han arbejdede for Boing. Her mødte han sin kommende hustru Shylah, og de begyndte sammen at smage områdets forskellige vine, før de i år 2000 selv kastede sig over vindyrkningen.
Dette ledte fire år senere til etableringen af Pomum Cellers på deres gård nær landsbyen Woodinville lidt nord for Seattle. I starten lavede de udelukkende vin fra druer, som de købte fra udvalgte marker i Columbia Valley, heriblandt Yakima Valley, Snipes Mountain og Horse Heaven Hills.
Nu ejer de imidlertid også selv markerne AD Dunn, som de plantede med Merlot og Tempranillo i 2003 i Yakima Valley, samt Konnowac Vineyard i Rattlesnake Hills, hvis druer de har arbejdet med siden 2007 og som de fik mulighed for at købe i 2019.
ægteparret har to serier i deres sortiment. En Washington State-serie, hvor de arbejder med Riesling, Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Malbec, Petit Verdot og Syrah samt en spansk serie, hvor der er fokus på Albarino, Garnacha, Monastrell, Graciano og Tempranillo.
Vi mødte første gang Javier til en Washington State smagning på Nimb i København i foråret 2017, og der gik ikke lang tid, før hans vine befandt sig i vores sortiment.